Køkkendrømme

For er par dage siden delte jeg nogle af mine dagdrømme med jer og en af dem handlede om nyt køkken. Jeg vil derfor gerne dele mine køkkendrømme med jer i dette indlæg.

Vores stil er meget blandet. Vi har rigtig mange teakmøbler men også nye ting og home made møbler fx vores spisebord som er af træ og jern. Jeg tænker derfor også at vores køkken vil blive en blanding af mange stilarter. For at skabe lidt overblik, har jeg forsøgt at dele mine køkkendrømme op i kategorier. Alle billeder er lånt fra Google og Instagram.

Køkkenet

Jeg tænker at selve køkkenet, udover at være mega funktionelt, skal bestå af så simple elementer som muligt uden greb i hvid med hvid bordplade. Køkkenet skal nemlig fungere som et hvidt lærred så andre ting får lov til at få fokus.

Billederne viser hvilke elementer jeg kan lide og hvordan det kunne se ud. Jeg kan godt lide at det er andre ting der fanger fokus på billederne end køkkenet i sig selv. På det sidste billede faldt jeg især for de hvide elementer og for den blålige væg. Jeg er vild med blå og synes det en god idé at få farve ind på denne måde – plus det er nemt at ændre igen, hvis man skulle blive træt af det. Modsat farvede låger i selve køkkenet.

Gulvet

På de to første billeder er køkkenet placeret på et utroligt flot sildebensparketgulv. Jeg synes dette gulv er utrolig flot til et hvidt køkken. Især hvis det har en lys nuance.

Dette billede minder meget om vores spisestue med grå vægge og hvide lister og møbler i teaktræ. Det svært at forestille sig, hvordan et andet gulv vil se ud ift hvordan det er nu. Jeg tro billedet illustrerer meget godt, hvordan det kan blive.

Nips

Jeg er vild med pynte ting/nips og især dem med flere formål end blot at pynte. De to næste billeder viser meget godt, hvad mine tanker er med køkkenet som et hvidt lærred, hvor tingene og gulvet er i fokus.

Jeg vil elske at gå på jagt i genbrugsbutikker og loppemarkeder efter ting til vores køkken. Jeg vil bl.a. kigge efter trækasser både de rustikke og nogle med lidt farve og give dem en ny funktion i køkkenet.

Det ser rigtig flot ud at mikse det hvide med træ og blåt stentøj. Der findes meget flot stentøj som vil være med til at bidrage med noget farve i køkkenet.

Nogle ting har vi allerede som jeg sagten vil kunne se i et nyt køkken. Fx lotus skålene, Retro uret, Erik kold bøtter og den sjove forside med Poul Reichhardt.

Bar

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at der var et stykke af køkkenet som kunne bruges som bar, anretter bord eller noget tredje. Der findes utrolig mange fine barstole som fx disse fra Erik Buch

eller disse i en mere industriel stil

Der er så mange fede muligheder for indretning af køkkenet, hvis vi fik lavet det om.

Det var et lille indblik i mine køkkendrømme. Har du nogle gode input hører jeg gerne fra dig…

Her får vi vores vare fra

Rigtig mange af de ting vi har på hylderne er fra loppemarkeder, lokale genbrugsbutikker og fra venner og familie. Enkelte ting er købt på instagram, facebook eller DBA.

Især vores venner og familie er en kæmpe stor hjælp og støtte på mange områder. Vi har fået en del ting af især mine to fastre som har været ved at rydde op i deres hjem. Nogle af tingene har vi selv beholdt, andre solgt gennem hipliving eller givet til den lokale genbrugsbutik.

Venner og familier kommer også med hint om loppemarkeder og skaffer nye kunder til os der enten vil sælge eller købe ting. Uden dette netværk ville vi ikke kunne få så mange gode ting til jer. Vi er så taknemmelig for den hjælp, de anbefalinger og fede ting venner og familie kommer med. Af hjertet tak og en særlig tak til vores forældre for den kæmpe støtte de er!

Så drømmer du om at gøre gode fund så hold øje med loppemarkeder, genbrugsbutikker og internettet for gode sager. Men den bedste måde er at få et godt netværk der kan hjælpe dig og skaffe dig de nødvendige oplysninger om eller kontakter til de gode loppefund.

Vi modtager meget gerne henvendelser om ting I vil sælge eller hints om gode loppemarkeder. Begge dele modtages med kyshånd.

Rigtig god uge til jer alle.

Nye fine ting til salg

Vi har brugt det meste af eftermiddagen på at få taget billeder af nogle af alle de ting vi har købt den seneste stykke tid. Ca 42 ting har vi fået sat til salg. Her er et lille udpluk.

Kim fandt en god løsning ift placeringen af tingene så baggrunden og lyset blev godt på billederne. Jeg synes han har gjort det meget godt!

Tjek tingene ud på Instagram og Facebook, hvor du finder priserne. Vi sender det meste.

Rigtig god søndag til dig

Skattejægerne sæson 11

11. sæson af skattejægerne er godt i gang. Jeg er ret vild med afsnit fire der blev sendt i onsdags. Fik du ikke set det er der et link her, hvor du også kan se andre afsnit fra sæson 11 og de forudgående sæsoner. Resten af dette indlæg vil indeholde spoilers for dig der ikke har set afsnit fire endnu, så nu er du advaret.

Både Helle og Michael fra Habengood og Bettina fra SeChloé gjorde nogle rigtig fede fund.

Helle og Michael var på jagt i et snedkerværksted, hvor de fandt utrolig mange fine ting. Jeg vil se mindst lige så begejstret ud, hvis det var mig der fandt denne smukke Michael Andersen græskar kande.

Wauw den er smuk – både i sin farve og form!

De fandt også en ret fin FDB lænestol

Bettina besøgte Langeskov Marked og gjorde ret mange fine fund til rimelige priser. Jeg er især vild med det barbord hun fandt til en rigtig god pris.

Det måtte meget gerne stå i Hiplivings Showroom!

Jeg kendte ikke til Langeskov Markedet før jeg så det i Skattejægerne men det så ret godt og hyggeligt ud. Det afholdes på Fyn lidt uden for Odense én gang om året. Du kan finde lidt mere information om markedet i 2018 her

Dagdrømme

Nogle forskere mener at dagdrømmeri er usundt og gør os mere ulykkelige end lykkelige. En af årsagerne skulle være at man drømmer om noget urealistisk som ikke kan opnås og at man samtidig ikke er til stede i nuet. Jeg vil ikke kloge mig på om de har ret eller ej. Mine egne dagdrømme er dog fyldt med glæde og muligheder for fremtiden som for mig at se ikke er urealistisk.

Jeg dagdrømmer meget om et nyt køkken. Et hvidt et med farverige Verner panton lamper og Lotus skåle til at skabe liv. Små ældre trækasser til krydderi og krydderurter til at bringe varme ind. De nye ting der møder de ældre i en kombination der skaber utrolig meget glæde hos mig. Vi er i gang med at kigge, regne og planlægge så det skal nok komme til at ske på et tidspunkt. Nok også i år.

Jeg dagdrømmer om Sverige. Utrolig smukke Sverige som er mange år siden jeg sidst har besøgt/kørt i gennem. Om de fede loppemarkeder jeg bl.a. ser skattejægerne besøge, i fjernsynet. Om den lille hytte placeret et utroligt roligt og fredfyldt sted. Om at tilbringe kvalitetstid med familien i denne hytte. Det kommer til at ske. I år. Helt præcis maj måned. Åh skønne maj måned, dig dagdrømmer jeg også om.

Jeg dagdrømmer om at gøre utrolig gode fund. At være på skattejagt i et ældre hus fyldt med skønne ting. At få lov til at hjælpe, købe og rådgive om tingene i det skønne hus fyldt med skjulte skatte. Måske kommer det også til at ske. Jeg vil i hvert fald gerne.

Til bage til nuet. Et Showroom der er proppet med nye spændende ting der blot venter på priser og på at blive lagt til salg på nettet mens blæsten får regnen til at slå mod ruden. Det må vente for sofaen og teen i min kop kalder på mig og mit dagdrømmeri..

Fordybelse - Poul Anker Bech
Fordybelse – Poul Anker Bech

Indkøbstur og marked i marts

De sidste to weekender har vi brugt på at få købt nye skønne ting til hylderne i showroomet. Vi overvejer også at købe en stand til loppemarkedet JH arrangement har arrangeret i Hjørring d. 10.-11.marts. Det er første gang at JHs loppemarked, der i øvrigt i denne weekend er i Gigantium (20.-21. januar) kommer til Hjørring med 100 stande. Det vil derfor være dejligt at kunne tage nye ting, hvis vi vælger at prøve at have en stand til dette loppemarked.

De sidste to weekender har vi bl.a. været på en hyggelig køretur fra Nordjylland og ned indtil vi endte i TakeNow lidt uden for Aarhus. Der var mange fine ting men svært at finde noget med en pris vi vil kunne følge med på og mange genbrugsbutikker var tomme for gode fund.

Vi besøgt også AAH auktioner der har fået nye lokaler. De var rigtig fine men stadig utrolig koldt i lokalet Der var rigtig mange til auktionen og dermed også mange om at byde tingene op. Vi endte derfor kun med at fylde en enkelt kasse med køb fra auktionen. Kim fik bl.a. købt en rigtig fin Marselis dråbeformet vase til sin samling. Jeg skal nok spørge om han vil tage et billede af den så I kan få den at se. Lige nu er det nemlig kun Kim der kan tage billeder da jeg ikke har taget mig sammen til at udskifte min telefon der synger på sidste vers.

Her er nogle af vores seneste køb

Tingene vil løbende blive lagt til salg på vores Facebook og instagram konto.

Rigtig god dag til jer

Skønne genbrugsfund

Kim har besøgt nogle genbrugsbutikker i Aalborg. Bl.a. Blåkors og det nyere koncept i Aalborg Take Now, der er en stor konkurrent til guld og rod. Et besøg værd da der er mange fine ting.

Her er hvad han fandt på sin tur

Jeg synes han gjorde det godt og starter året meget bedre end jeg sluttede år 2017 af med.

Har du også lyst til at finde skønne sager så har du muligheden i Aarhus i weekenden, hvor der er Retroguld og Hello Vintage marked på godsbanen! Virkelig et besøg værd!

Rigtig god weekend til jer

Genbrugspynt til nytårsfesten

I dag er den sidste dag i år 2017 og i aften kl 00.00 hopper vi ind i år 2018 og byder det hjertelig velkommen. Jeg er spændt på hvad år 2018 vil bringe. En ting er sikkert og det er at vi fortsætter med at finde fede ting I kan købe og til vores hjem. Jeg elsker at blande nyt og gammelt. Det ses også ved vores nytårsfest.

Jeg var i genbrug for at finde flere af de fine hæklet mellemlægsservietter men det lykkedes ikke. Jeg havde heldigvis nogle på lager til et andet DIY projekt men de endte som nytårs pynt. Jeg har gjort dem stive chance tapetklister så de kan hænge eller ligge fint på bordet.

Jeg genbruger så meget af nytårspynten som muligt og har derfor en hel kasse fyldt med spændende ting til nytår.

Af genbrugsfund og ældre ting har jeg også anvendt mit stel Blå Eld til bordet og de glas Kim arvede fra sin farmor til velkomstdrinken.

Jeg håber vi i 2018 vil finde flere ældre glas der kan pynte bordet og meget gerne også nogle champagne skåle. Dem er jeg ret vilde med men det blev ikke i år at jeg fandt dem der skulle med hjem. Ældre glas er virkelig ved at vinde frem. Først synes jeg det meget var tallerkener og mikse de forskellige slags. Senere i år blev det så tur til de ældre glas. Spændende at se hvad trenden i 2018 bliver!

Det var alt for os for 2017..

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE!

Årets sidste loppetur

var jeg på i går. Jeg var på jagt efter pynt til nytårsbordet og vare til hylderne i hiplivings Showroom.

Jeg besøgte fem butikker på min tur og mit net blev langt fra fyldt

Men jeg fik købt nogle få men gode ting. Jeg er især glad for frugtknivene og citronpresserne da jeg har kunder skrevet op til disse. Som I kan se på billedet blev det ikke til pynt til nytårsbordet denne gang.

Et af de steder jeg besøgte var guld og rod i Hjørring. Et sted hvor det er muligt at finde nogle okay ting. Lige nu ser halvdelen af hylderne ud som på billedet nedenunder. Triste og gabende tomme.. Det er ret så typisk for denne årstid. Loppesæsonen topper nemlig i sommerhalvåret og går lidt i stå henover vinteren her hjemme. Jeg er derfor ret glad for de ting jeg fandt og der trods alt kom noget med hjem

Selvom der er tomme hylder i guld og rod og butikkerne er fyldt med alt andet end det vi søger så er vi her endnu og fortsætter med at sætte fine ting til salg henover vinteren så hold øje med vores instagram og Facebook side.

I aften er det juleaften…

Wauw hvor er tiden fløjet afsted! Kalenderlyset er i bund og tallet der er tilbage er 24. I aften er det juleaften.

Jeg holder meget af julen og elsker de traditioner jeg har fået med fra min barndom. Juleaften for mig er fyldt med gode minder om nærhed, kærlighed, varme, lyset når juæetræets lys blev tændt, sange, hygge, grin og fyldte maver. Jeg kan især huske juleaften hjemme hos min mormor og morfar. Hvert andet år holdt vi julaften hjemme hos dem, hvor vi oftest sad 10 tilbords og altid sammen med min jævnaldrende kusine, jeg nød at dele min juleaften med. I år bliver det anderledes.

I år ville traditionen normalt at vi holdt jul ved min mormor men i år 2015 fik jeg min sidste jul med hende da hun sov stille ind få dage efter juleaften og blev genforenet med min morfar i livet efter døden (eller hvad man nu skal tro). Nye traditioner skal derfor skabes.

I år har jeg været så heldig at min dejlige svigerforældre spurgte om jeg havde lyst til at vi alle holdt jul sammen. I aften skal jeg derfor sidde tilbords med nogle af de mennesker der betyder meget for mig: Kim, mine forældre, svigerforældre, Svigerinde og Kims mormor. Det bliver specielt, på en god måde. Det er første gang at jeg skal holde juleaften sammen med Kim og jeg glæder mig til at få indblik i de traditioner Kims familie har.

Jeg ved at mange ikke har det på samme måde med juleaften som mig, af flere årsager. Uanset hvad vil jeg sende alle en kærlig tanke i aften og håbe de er omringet af nogen de holder af.

Vi holder fri i aften men vender tilbage i morgen med nogle super gode tilbud i anledningen af julen og at i dag også er 4.søndag i advent.

Glædelig jul til jer alle